Vores Værdier

Kvalitet

Vi arbejder for at lave den bedste vin ubetinget og passioneret. Vores mål er at passe vingård og vineri til perfektion. Vi sørger for at vinstokke og figner ikke bliver syge ved at holde dem stærke og sunde uden brug af pesticider og kunstgødning. Nøgleordet er håndarbejde og tålmodighed.

I vineriet arbejder vi nænsomt og skånsomt. Vi benytter så vidt muligt spontangæring og lang tid på gæren. Vi giver vinene tid til at udvikle sig og vi arbejder hele tiden med naturen i processen. Vores dygtige tyske ønolog sikre at kvalitet, smag og udtryk er afstemt i forhold til druer og den vinstil og høje kvalitet vi gerne vil præstere på Hideaway.

Biodiversitet

Vi dyrker vingården økologisk, og bruger gæs til at holde græsset kort og tilføre vigtige mikroorganismer. Vi arbejder henimod regenerativ landbrug, ved at jordforbedre den i forvejen frugtbare lerjord vi har, ved hele tiden at opbygge humuslaget der skaber levevilkår for masser af smådyr og mikrobiologisk liv.

Vi tynder skud og drueklaser ud og opnår en luftigt og sundt løvvæg, med blade som er velnærede af dybe rødder. Høstudbyttet er lavt, sundt og kun af modne søde druer.

Vi har udlagt et område på 792 m² til insekt og smådyrs habitat – her står gamle frugttræer overgroet med brombær, som giver husly til dyrene i form af en meget stor grenbunke og vi slår ikke græs.

Nærvær og netværk

At udvise nærvær, at være imødekommende og at lade vores forskellige personligheder tage vel imod vores gæster er super vigtigt  for os.

Respekt og glæde i at arbejde sammen som team og at udvikle samarbejdet løbende ud fra hver vores kompetencer og ”kanter”. Hvert år at modtage ”sommerfugle” unge sommerhjælpere fra hele verden, og få dem til at føle sig velkommende, giver os glæde og indhold i at drive vingården og lære fra os.

At bruge tid og kræfter på at være med til at opbygge et stærkt fællesskab på Fejø og Æbleøerne Nord for Lolland giver os både grå hår og store glæder – vi gør det gennem engageret arbejde i udvalg og arbejdsgrupper. Alt sammen for at fastholde en positiv udvikling af Fejø som et levende helårssamfund.

Cirkulær tænkning

Vi upcycler alt hvad vi kan – vores havemøbler, vingårdshytter, tandems, musik- og køkkenhuset er stort set alt sammen genanvendte materialer eller ting andre enten har smidt ud eller solgt på DBA. Det giver god mening og det har sparet vingården for mange udgifter. Samtidig giver det arbejde til lokale håndværkere med at skrue materialerne sammen til  nye anvendelser.

Vi renser vores spildevand  i Fejø’s eneste biologisk-kemiske rensningsanlæg. Dermed udleder vi intet spildevand fra Hideaway vineri og traktørsted der ikke er renset 100% rent, før det går tilbage til naturen.

Translate »
0
    0
    Din kurv
    Din kurv er tomTilbage til shoppen