Om Hideaway Vingård
Bæredygtig erhvervsvingård med figenarboret, traktørsted & vingårdshytter.
Navnet Hideaway – er synonym for rigtigt mange gode ferieminder i barndommen, på et landsted i det Jyske. Landstedet var opkaldt efter Beatles sangen ”You’ve Got To Hide Your Love Away”.
Hideaway vingård er derfor essensen af en masse bestræbelser på at finde de optimale dyrkningsforhold for vin i danske rammer, kombineret med at skabe et bæredygtigt eksotisk getaway. OG – en stor kærlighed til Italien – landet, maden, vinen og atmosfæren.
Efter lang tids søgen på de bedste vin lokationer i Danmark, faldt valget på Fejø, grundet øens milde og nærmest middelhavsagtige klima. Dertil kom de mange rare mennesker vi mødte på øen.
Nu 15 år efter etableringen, lyser Hideaway op i landskabet i smukke terracotta farver, blandt nogle af Danmarks ældste og rigtigt godt etablerede vinstokke.
Vi har knoklet gennem årene og i dag fremstår Hideaway Vingård som en skøn sydlandsk erhvervsvingård – på toppen af Fejø, midt i øens smukkeste natur.
Hideaway Vingård er dermed stedet hvor du kan smage gode vine, slå benene op og lade tiden flyde. Gå ture rundt på vores 2,3 hektar og nyde omgivelserne mellem de mange middelhavstræer og planter. Du kan også opleve de smukke figentræer i figenarboretet, som rummer en af Nordeuropas største figensamling plantet ud på friland.
Kom og nyd en picnic i vingården, mens gæssene græsser fredeligt ved din side.
Historikken
I 2006 købte vi ejendommen på marken Store Højbjerg – 18 meter over havet. Min mand, Michael, havde på det tidspunkt grundlagt Dansk Vincenter i Avedøre, skrevet bogen ”Vinavl i Danmark”, som i 1998 fik tildelt den flotte hæderspris ”Premio al Vignaiolo del Mondo” i La Morra i Italien. Ikke kun for at lave god rødvin, men også for at være med til at gøre Danmark til Europæisk vinland.
Jeg, Karin, havde haft fingrene i rigtig mange madeventyr som projektleder og brændte for at få jord under neglene. Det lå derfor i kortene, at vi sammen skulle have vores egen vingård, det sted i Danmark, hvor klimaet var mest optimalt for vinavl – på Fejø.
Vingården var i mange år vores elskede fristed, hvor vi brugte vores kroppe på masser af fysisk arbejde i weekends og ferier. Arbejde med at anlægge vinmarkerne og i at ombygge det gamle frugtlager til et lækkert moderne vineri.
Samtidig gav stedet og det milde klima, liv til Michaels anden store passion nemlig dyrkning af eksotiske planter. Gennem årene blev der plantet en masse sydlandske planter på ejendommen, såsom korkeg, steneg, magnolier, tamarisk, kastanier mv.
Vingården og vineriet blev dermed bygget op over en lang årrække, mens vi boede i Hvidovre og havde jobs og små børn ved siden af.
Michael døde alt for tidligt i april 2018 af en uopdaget hjertesygdom.
Hideaway i dag
Landstedet har siden 2018 gennemgået en kraftig renovering og opgradering af bygningerne. Samtidig er markerne i færd med at blive omlagt til økologisk/regenerativ drift, med fokus på at gøre driften så bæredygtig som mulig.
I 2020 blev Hideaway beriget med et skønt traktørsted og sin første vingårdsferiehytte.
I 2021 blev vingårdens faciliteter udvidet med et gæstetoilet med handicapfaciliteter og brus samt Fejø’s første private spildevandsrensningsanlæg, ligesom der kom endnu envingårdsgæstehytte til.
Teamet
Vi er et godt team der driver Hideaway Vingård og som består af:
Karin er indehaver og forretningsudvikler.
Lou har Fejø’s grønneste fingre qua sin uddannelse som permakulturdesigner, men også en historik som restaurantmanager i England.
Jens er tysk weinbergspädagoge og flying winemaker.
Hertil kommer der skønne unge mennesker fra hele verden, som i korte perioder hjælper til, bla. for at lære noget om vinavl, planter og ikke mindst, at nyde livet på vores skønne sydhavsø Fejø.